Videooptagelser af fodboldkampe
Hvad gælder, når en kamp bliver filmet?
Når en klub filmer en fodboldkamp – eksempelvis med VEO – skal alle medvirkende oplyses om, at kampen bliver videooptaget. Det gælder blandt andre spillere, trænere, modstandere og dommere.
Du skal oplyses om optagelsen
Klubben skal – eksempelvis ved skiltning eller lignende – oplyse alle medvirkende om, at fodboldkampen bliver videooptaget, så databeskyttelsesreglerne (GDPR) overholdes.
Kampen må filmes
Det kræver ikke samtykke fra spillere, trænere eller dommere at videooptage en kamp.
Alle skal informeres
De medvirkende skal oplyses om, at kampen bliver videooptaget.
Mulighed for at sige nej
Alle deltagende parter skal have mulighed for at sige nej, hvis de ikke ønsker optagelsen eller offentliggørelsen.
Hvis optagelsen offentliggøres
Videooptagelser af kampe må også offentliggøres, eksempelvis på sociale medier. Her er det vigtigt at være opmærksom på følgende:
- Alle implicerede parter skal oplyses om, at videooptagelsen vil blive offentliggjort.
- Spillere, dommere, trænere og andre, der optræder i videooptagelsen, skal have mulighed for at sige nej, hvis de ikke ønsker optagelsen offentliggjort.
- Hvis videoen allerede er offentliggjort på sociale medier eller DBU’s platforme, og en eller flere implicerede ønsker den slettet, skal den fjernes uden unødigt ophold.
👦 Særligt om børn og unge
Når der er tale om børn og unge, skal man være særligt opmærksom og udvise ekstra beskyttelse. Denne gruppe er måske ikke i samme grad klar over de mulige konsekvenser af en offentliggørelse.
Videooptagelser og DBU
DBU har skrevet ind i den generelle privatlivspolitik, som fremgår af fodboldpasset, at videooptagelser af kampe kan forekomme. Spillere, dommere, trænere m.fl. er dermed gjort opmærksomme på muligheden.
Den enkelte klub skal dog stadig oplyse om, at den konkrete kamp bliver videooptaget.
Ønsker du en VEO-optagelse fjernet fra DBU’s platforme, kan du kontakte DBU på support@dbu.dk.
